Kortlægning af stier i Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er i gang med at kortlægge stier i hele Kommunen og vil gerne have hjælp fra borgerne. Har du forslag til ændringer, så tegn ændringerne ind på kortet ved at printe det ud.
Send ændringsforslag inden 1.juni 2011
Niels Jørn Dalum Nielsen
Landinspektør, Sekretariatet
Dir. +45 8940 2774
NATUR OG MILJØ
Teknik og Miljø
Aarhus Kommune
Valdemarsgade 18, Postboks 79, 8100 Aarhus C, Tlf. 8940 2000
For at se kortet
Gå ind på dette link: http://gis.aarhus.dk/MGEWebSites/Informatik/Tester3.5/kort.htm
Zoom ind på Brabrand, kortet kan vises som detaljekort eller som luftfoto.
Klik på "Stier" i venstre side af billedet. Kategorien stier indeholder alle registrerede stier fra cykelstier til små grusstier, kirkestier, skolestier etc. Kategorien lokale veje er veje med lav trafik. Vær opmærksom på, at du skal zoome ind i kortet, hvis stierne ikke vises med det samme.
Når I skal printe kort vælg da ikonet med printersymbolet øverst og der fremkommer følgende dialogboks: Der kommer samtidig en grøn boks, der angiver printets størrelse (A4, A3 etc), printets målforhold m.m. alt efter hvilket udsnitstørrelse du vælger med styreknapperne henholdsvis nederst til højre (målforhold) og midt i (udsnittet). Prøv det
I skal være opmærksomme på at I ikke kan redigere direkte i kortet, men I kan istedet printe kort, tilføje rettelser/ændringer/gode ideer/ris eller ros i hånden og sende oplysningerne til os. I må også gerne sende Jeres meninger om materialet.

Brabrand Sø
Brabrand Sø er en sø på 153 hektar som Århus Å løber igennem og med tilløb af Lyngbygård Å og Døde Å. Den er ganske lavvandet, og da Århus Å blev reguleret, modtog søen betydelige mængder bundmateriale. Dette gjorde sammen med dårligt rensede tilløb fra virksomheder og bebyggelser (bl.a. via Døde Å), at den efterhånden blev meget kraftigt eutrofieret.
Da søen er et betydningsfuldt tilholdssted for mange fuglearter og desuden danner en grøn kile helt ind mod Århus by, har amtet bekostet en oprensning af søen og tilbageført åen til sit slyngede forløb vest for søen.
Brabrand Sø ligger i Århus ådal, som er en øst-vestgående tunneldal, dannet under sidste istid. Efter isafsmeltningen for ca. 10.000 år siden var ådalen en brakvandsfjord med forbindelse til Århus Bugt. Efterfølgende landhævning og aflejringer fik brakvandsområdet til at trække sig tilbage - søen blev dannet. Tidligere var søen større end i dag. For 200 år siden strakte den sig f.eks. ca 1 km længere vestpå. Vandstandssænkninger og aflejring af materiale har reduceret søens areal til de nuværende 153 ha.
Rundt om søen løber Brabrandstien, som er populær til cykel-, rulleskøjte- og løbeture. Søen er desuden hjem for Brabrand Rostadion, hvor byens lokale roklubber træner.
Vandretur Bymuseet - Brabrandsøen
Information om Brabrand Søen Århus Amt
Årslev Engsø
Årslev Engsø er en kunstigt anlagt sø, beliggende ved Brabrand-Årslev i Århus Kommune. Søens vandflade er ca. 100 ha stor, og dybden er op til 1,25 meter. Rundt om søen er der græsningsenge, og myndighederne forventer, at den biologiske udvikling, der blev igangsat med søens anlæggelse, med tiden vil omdanne de fugtigste engarealer og de mest lavvandede dele af søen til rørsumpe.
Etableringen af søen blev politisk besluttet i 2001-2002. I løbet af en årrække ventes søen stabilt at få en 70 ha stor, åben vandflade. Rørskoven og engene forventes hver især at få en tilsvarende størrelse. Formålet har været at nedsætte belastningen med næringsstoffer til Brabrand Sø og Århus Bugt, at tilføre området mere biodiversitet og stabilitet, og at forbedre de rekreative forhold i området.
Engsøen er dannet af vandet fra Århus Å og Lyngbygård Å, der nu atter løber frit ind i ådalens bund. Arealets værdi som levested for dyr og planter er øget ved at genskabe de naturlige vandstandsforhold i området. Trods Årslev Engsøs korte levetid er søen allerede blevet tilholdssted for mange fugle, heriblandt også sjældne fuglearter. En vådbundsflora er ligeledes begyndt at etablere sig.
Rundt om Årslev Engsø er der etableret en natursti. Fra stien og fra to fugletårne er det muligt at betragte det rige fugleliv.
Årslev Engsø og Brabrand Sø med tilhørende rørskove og enge udgør et naturområde, der af biologer vurderes at have europæisk værdi. Området er derfor udlagt som EU-habitatområde. De oversvømmede enge giver grundlag for et meget rigt plante- og dyreliv, der skaber plads for mange af de dyre- og fuglearter, som levede i området for mere end 100 år siden, men som har været forsvundet i en lang årrække. Eksempelvis kan det forventes, at rørdrummen igen slår sig ned ved søen, ligesom der er mulighed for, at odderen vil finde vej til området.
Vandretur omkring Årslev Engsø
Langdalen
Nærmest midt inde i Brabrand by ligger den smukke Langdal. Dalen ligger, sammen med en række mindre dale, på den nordlige skråning af Århus Ådal/Brabrand Dalen der tillige rummer Brabrand Sø. Brabrand Dalen er tolket som en tunneldal og er således dannet af strømmende smeltevand under det daværende isdække. Da isen omsider forlod området, blev ådalen i løbet stenalderen omdannet til en smal fjordarm der strakte sig fra Kattegat i øst helt ind til Skibby i vest.
Nord for Langdalen ligger et storbakket istidslandskab med højder på godt 100 meter over havet. Herfra er der vid udsigt over hele århusområdet.
Langdalen adskiller sig fra de øvrige dale i Brabrand Bakker, ikke alene på størrelsen, men især på formen og ikke mindst dannelsen. Det, der ved første øjekast synes at ligne en helt almindelig erosionsdal dannet af smeltevand, viser sig ved nærmere undersøgelse at have en langt mere kompleks oprindelse. Det er således foreslået, at Langdalen er dannet ved en kombination af kildeerosion og sætninger i undergrunden. En dannelse, der tilmed tænkes at være sket for ganske nylig, i hvert fald når man anskuer sagen ud fra en geologisk synsvinkel. Det er således foreslået, at dalen er dannet i perioden fra ca. 200 år før Kristi fødsel til 200 år efter Kristi fødsel.
Langdalen tilhører en, efter dansk målestok, sjælden landskabstype, der er af stor geologisk interesse. Da den foreslåede dannelse af Langdalen endnu ikke er undersøgt til bunds, er området af betydelig forskningsmæssigt værdi. I tilgift rummer dalen rekreative værdier.
Langdalen er fuldt tilgængelig og kan fx overskues fra Truevej, Langdalsvej og Skovbakkevej.