Oktober:
Indsamling til julebelysning genoptaget
I år vil vi gerne have endnu mere jul til Brabrand, så vi fortsætter med at samle penge ind til juletræer. Vores mål er et ekstra træ på Kirkevej og 3 mere på Hovedgaden så vi når op til Silkeborgvej i den ende hvor Netto ligger.Vi håber, at de butikker der ikke nåede at give et bidrag sidste år vil indsætte et beløb på vores konto reg.nr. 3643 konto nr. 1042696. Nu har alle set hvor flot julebelysningen er, og mange har tilkendegivet, at der skal træer op langs hele Hovedgaden.
Også i år holder vi juletræstænding den 1. søndag i advent, sammen med Brabrand Menighedsråd og vi håber julemanden kommer med slik til alle børn
.
September:
Støjhandlingsplan for Aarhus Kommune
Fællesrådet har skrevet en indsigelse til Kommunenen støjhandlingsplan. Årsagen er, at man i Aarhus Kommune ikke har planer om at forbedre støjniveauet i Brabrandområdet, et områder der generes af de tusindvis af gennemkørende biler og lastbiler hver eneste dag. Støjen kommer primært fra indfaldsvejen Silkeborgvej, der benyttes som sådan men som ikke fysisk er tilpasset de store mængder trafik og den støj der genereres herved. Her er intet gjort for at skærme de hundredevis af boliger, arbejdspladser og skolen, der dagligt generes af trafikstøjen. På de øvrige indfaldsveje i Aarhus er der med tiden opsat støjværn for at beskytte områdets beboere mod stærkt sundhedsskadelig støj, men på Silkeborgvej er intet gjort. Ifølge de fremlagte støjhandlingsplan er der ikke intentioner om at forbedre forholdende hverken nu eller fremover.
Høringsperioden er afsluttet Læs indsigelsen her
April:
Fartkampagne Prinser og Prinsesser.
Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg vil i april måned forsøge at sætte fokus på farten gennem landsbyområder i Østjylland. Fartkampagnen består af skilte der forestiller en prins og en prinsesse der står i vejkanten.
Fællesrådet har fået tildelt skilte til en fartkampagne som opsættes på Byleddet i april og maj måned.
Kampagnen er afsluttet.
Igangværende sager:
Kollektiv trafik: Omlægning af bussruter i Brabrandområdet.
Omlægningen af busruterne i Brabrandområdet kommer til at betyde at linie 17´s endestation ved Byleddet nedlægges som stoppested. 18´s stoppested i Hans Broges Bakker nedlægges og at linie16 ikke længere kører forbi City Vest.
De nye køreplaner og ruter kan ses på Midttraffiks hjemmeside.
Kollektivtrafikplan Aarhus 2011
Brabrand Fællesråd har gennem hele forløbet taget aktiv del i debatten omkring Kollektivtrafikplan Aarhus 2011, idet de nye ruter, dels vil forringe busbetjeningen af Gl. Brabrand på flere områder, dels lagde de oprindelige planer op til store ændringer i trafikstrukturen i området.
Vi lagde ud med et velbesøgt borgermøde, på Lokalcenter Brabrand, i april 2010. På mødet fik Aarhus Kommune, Trafik og Veje lejlighed til at fremlægge planerne og de mange fremmødte borger fik mulighed til at stille spørgsmål og kommentere på planerne. På mødet blev der nedsat en arbejdsgruppe, der med afsæt i meningstilkendegivelserne, udarbejdede og fremsendte høringssvar til Aarhus Kommune og Midttrafik.
Høringssvaret havde følgende hovedbudskaber:
Efter afsendelse af høringssvaret, fik at par bestyrelsens medlemmer lejlighed til at bakke synspunkterne yderligere op, ved et foretræde for Teknisk udvalg i Aarhus Kommune.
Det lykkedes os at påvirke processen så meget, at det forslag til Kollektivtrafikplan Aarhus 2011, som Byrådet fik forelagt og vedtog i efteråret 2010, ikke omfattede omlægning af bustrafikken fra Hovedgaden til Engdalsvej/Hougårdsvej. Aarhus Kommune Trafik og Veje, lovede os ved samme lejlighed, at man ville arbejde for anlæggelse af et stoppersted hvor Edwin Rahrs vej, møder Holmstrupgård Vej, for på den måde at skabe busforbindelse til området ved Egebjergvej (via stien til Edwin Rahrs Vej. Desværre kom vi ikke igennem med vore ønsker omkring stop ved CityVest og Byleddet.
I perioden fra efteråret 2010 til forslaget til de kommenkøreplaner/placering af stoppesteder blev fremlagt i jan. 2011, søgte vi ved løbende dialog med Aarhus Kommune, Trafik og Veje og udvalgte lokalpolitikere om de sidste problemer i omlægningerne.
Da forslaget til de fremtidige køreplaner/stoppesteder fremkom i midten af jan. 2011, måtte vi desværre konstatere, at vore argumenter stadig ikke havde vundet indpas. Vi indsendte derfor på ny et høringssvar til Århus Kommune,Trafik og Veje og Midttrafik. Denne gang valgte vi også at sende vore argumenter til samtlige medlemmer af Aarhus Byråd, med håb om at vi denne gang ville blive ”hørt”.
Det har desværre vist sig at være ”skønne spildte kræfter”, i det vi netop har modtaget svar fra Aarhus Kommune, Trafik og Veje, med oplysning om at der ikke kan ændres/vil blive ændret på ruteføringerne og vores ønsker om stoppesteder således ikke kan efterkommes.
Link til svar fra Aarhus Kommune, Veje og Trafik
Brabrand Fællesråd vil, når de nye ruter bliver sat i drift i august 2011, holde et vågent øje med situationen og indsamle erfaringer fra passagerne samt anmode kommunen og Midttrafik om indsigt i passagertal og anvendelse af stoppesteder og om nødigt tage kampen op igen.
Planlagt trafikdæmpning EDW.Rahrs Vej i forbindelse med Helhedsplanen i Gellerup.
I forbindelse med Helhedsplanen for Gellerup, er der planlagt en trafikdæmpning af Edvin Rahrs Vej til 30 el. 40 km/t. Hvad dette kommer til at betyde for trafikafviklingen gennem Brabrand ad Silkeborgvej, fremgår dog ikke af den VVM redegørelse der er udarbejdet i forbindelse med Helhedsplanen. Her står kun at det vil få konsekvenser for nærområdet med hensyn til øget støj og partikelforurening. Med stor sansynlighed vil trafikdæmpningen fremover betyde en øget trafik ad Silkeborgvej og en større mængde tung trafik da hastighedsdæmpningen vil fremgå af lasbilschaufførenes GPS. Indsigelser med 150 underskrifter er blevet indsendt - og afvist.
Brabrand Fællesråd følger udviklingen af Helhedsplanen.
Rågebekæmpelse i Brabrand
Henvendelse til lodsejer om tilladelse til nedskydning - indtil videre resultatløst. Fællesrådet arbejder videre med sagen i foråret.